Efterår

Søndag eftermiddag efter meget rolig weekend.

Sommeren går på hæld, september har indfundet sig, og vinteren står for døren. Måske ikke helt endnu, men det er uundgåeligt den vej, det går. På trods af den seneste tids fantastiske sensommerdage og varme temperaturer, kan man bare mærke, at mørkere og koldere tider er på vej. Der er en særlig sprødhed i luften, en fornemmelse i vinden, og solen bliver langsomt mere og mere bleg. Farverne er endnu grønne, mørkegrønne, men nogle træer og buske smider allerede nu en del af sommerens pragt, og snart skifter løvet fra de mørkegrønne toner til de fantastiske røde, orange, gule. Der dufter skønt i skoven af muld og våde blade, mosekonen brygger ivrigt om morgenen, og edderkopperne spinder de sidste store og prægtige dugklædte spind, inden de flittige spindere går i hi eller trækker indenfor i de varme huse, hvor de skræmmer livet af uskyldige menneskeofre.

Efterårets indtog bringer en form for melankoli og sørgmodighed med sig. I hvert fald hos mig. Følelsen indfinder sig ret hurtigt efter endt sommerferie, og symboliserer givetvis bare, at med ferien er også sommeren slut, og med den de varme dage på terrassen, lune aftener og nætter, og årstidens sorgløshed og lethed. Jeg skal da også love for, at den ro og balance, vi har oplevet under Corona med hjemmearbejde, færre aftaler, mindre transport, mere tid til refleksion (og skriveri) er hastigt aftaget. Jeg fristes til at skrive uigenkaldeligt forbi, men det håber jeg så meget ikke er sandt, så jeg nægter at skrive det… og acceptere det. Det er skønt at være retur på arbejdspladsen, se sine kolleger, indhente aflyste konfirmationer, fødselsdage og andre sociale arrangementer, kunne mødes og uden (særlig mange) skrupler give krammere, sidde på restaurant med en masse fremmed mennesker og så videre. Men… jeg savner også allerede de rolige morgener uden stress og jag og alle der skal ud ad døren, lange eftermiddage hvor der både er tid til handel, løbeture, madlavning, forældremøder og tøjvask, og aftener hvor man har energi til andet end at crashe på sofaen til en middelmådig Netflix-serie. Jeg savner også roen og overskuddet i mit hoved til at reflektere og få skrevet. For det er da i den grad gået fløjten de sidste par uger. Men efter en dejlig og rolig weekend, som den netop overståede, hvor jeg udelukkende har skullet koncentrere mig om at fejre bryllupsdag med manden min, sove længe lørdag og gå dejlig tur i skoven søndag, så kan jeg heldigvis mærke lysten og energien pible frem igen. Så hermed lidt søndagskriveri.  

Nu blev stemningen måske lidt trist og vemodig. Men ret hurtigt efter følelsen af sørgmodighed og sommerens farvel, indtræder heldigvis en anden glæde og forventning til den kommende tid. Jeg kan faktisk rigtig godt lide efterår, med de flammende farver og luftens skarphed, og lige så meget som jeg elsker sommerens udeliv, er jeg stor fan af indehygge med varm kakao, vafler, hjemmebag, stearinlys og ild i brændeovnen. Og terroristkillinger der næsten ubemærket er vokset sig store og dovne, og nu tilbringer en stor del af tiden udstrakt i en sofa eller på et tæppe. Måske jeg ligefrem vil overveje snart at sætte nips tilbage i vindueskarmene, nu hvor insektjagterne er på tilbagetog. Forhåbentlig kan den kommende indetid også give god tid og mulighed for indesysler som bagning, læsning og skrivning.

Nyd de sidste sensommerdage, så vi dernæst kan glæde os over årstidernes skiften. Det vil jeg i hvert fald gøre. God søndag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...