De introvertes fest

Onsdag eftermiddag første uge efter ferien… vi skal liiiige i gang igen!

Tre ugers sommerferie anno 2021 er netop overstået. Eller overstået for et par dage siden, og det er nu uge 1, og der er ca. 51 uger til næste lange, sammenhængende ferie.

Heldigvis har jeg rent faktisk haft tre sammenhængende uger i år. Det er ikke alle forundt og har heller ikke alle år været min virkelighed, da de forskellige puslespil med arbejde, delebørn, rejser etc. ikke altid har kunnet gå op. Men det lykkedes i år, og ovenikøbet med et forløb bestående af forskellige konstellationer: Med børn, uden børn, i sommerhus, hjemme, i Italien, alene med manden min, og faktisk har jeg også en lille uge til gode helt alene, når han tager den sidste uge med sine unger hos farmor på toppen af Danmark med fuld forplejning og opvartning. Så skal jeg bare forpleje og opvarte mig selv herhjemme helt alene sammen med terrorist-killingerne (som naboen har døbt dem – og som heldigvis er ved at blive større!). Pyha, gud ved om jeg klarer det.

Hvor meget jeg end skammer mig over at indrømme det og sige det højt, så kan ferie godt være lidt af en mundfuld for mig. Ikke den del med at holde fri fra job, komme ned i gear, slow living, lange morgener med avis, croissant og kaffe, vin og sol på terrassen om eftermiddagen, en stak bøger at fortære. Nej, den del der omhandler forventninger til samvær, forskellige interesser og prioriteter, og ”ih, hvor skal vi bare hygge os” og kappes om at lægge de mest idylliske og lykkelige øjeblikke på Facebook. Bevares, jeg er absolut ikke hellig, jeg bruger Facebook som fotoalbum, suger likes til mig og elsker at trevle min egen profil igennem på en grå efterårsmorgen, når jeg trænger til frisk optankning af sol, sommer og smilende mennesker (der i hvert fald ser lykkelige ud).

Vores første ferieuge med fire unger blev tilbragt i et afsidesliggende, men hyggeligt sommerhus tæt på Ebeltoft, og vi var vist alle lidt desillusionerede over ”bare” at skulle i sommerhus i år. Den store Australiens-tur var blevet sat på standby for andet år i træk pga. den fortsat allestedsnærværende Corona-virus, de voksne turde ikke løbe an på at booke anden udlandstur i god nok tid til at finde noget fornuftigt til seks mennesker og uden at have overblik over restriktioner, test, vaccine etc. Vi manglede også pas til en række af børnene (en række… så har man mange børn!). Så vi tog til Ebeltoft, fast besluttede på at ”ih hvor skal vi bare hygge os”, og ”der er jo også virkelig skønt i Danmark”. Og det er der, og det var der, og vi hyggede os. Drengene fik cyklet en hel masse mountainbike, vi havde hyggelige besøg, vi grillede, gik til stranden, drak for meget rosé og besøgte smukke Ebeltoft. Besøget i Ebeltoft var ikke nogen succes. Drengene ville hellere cykle end shoppe og ose (hvilket pigerne virkelig havde set frem til), og der opstod hurtigt kontroverser om frokosten, længden af besøget, hvem der skulle have is etc. Så vi splittede op, og nogen tog hjem for at cykle og nogen blev for at shoppe videre. Vel egentlig udramatisk – hvis bare ikke forventningerne havde været noget andet.

Jeg havde forventninger om mange andre ting, som ikke alle blev indfriet. Det bebrejder jeg ingen, måske bortset fra mig selv, men jeg kan bare se, at jeg begår samme fejl igen og igen. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg tror egentlig, jeg kender mig selv og mine behov ret godt, men jeg er ikke helt god til den med forventningerne. Og især ikke forventninger, der ikke bliver indfriet. Men måske det bare handler om at acceptere den, man er, med de ups and downs, der nu er ved det.

En lang ferie i familiens skød, hvor en del af tiden går med at opfylde mange andre behov end mine egne og være den, der får hjulene til at dreje rundt og limer det hele sammen (undskyld til ham, der selvfølgelig også gør en indsats, men ikke desto mindre spiller en mindre rolle i lige den del), trækker sine veksler på en som mig. Med en som mig mener jeg såmænd bare en, der er introvert, og som ikke henter (al) sin energi i samvær med andre og det at være på.  Hun bliver træt efter sådan en uge. Hun har hygget sig, nydt skøn natur og selskab med den dejlige familie og de søde venner, og hun har også husket at tage sine alene-øjeblikke (på terrassen, på toilettet, ved stranden, i sengen), men ikke desto mindre er hun træt. Og glæder sig til at komme hjem. Til at få ro i huset igen, vende tilbage til rutinerne, bare skulle sørge for sig selv. Hurra for planlægningen i år, der både gav en rolig uge hjemme i Horsens, fortsat med fuldt hus men med lidt mere plads og råderum, og ovenikøbet en uge alene med manden i Piemonte, Italien (som vi impuls-bookede fire dage i forvejen vel vidende at vores unger ville blive drønmisundelige og højst utilfredse. Og så er det jo heller ikke specielt fair at sende dem afsted til de andre forældre for derefter at pakke bilen og haste ud ad døren en time senere). Der var skønt i Italien, virkelig skønt, og jeg ville gerne have undt ungerne også at få tanket op på sydens sol, pasta, pizza, pool og total afslapning. Men jeg nød ugen i fulde drag, ikke at skulle lave mad, kunne gøre lige hvad jeg havde lyst til, kun snakke når der var noget at snakke om, ingen krav og kun mine behov (næsten).

Da Corona-epidemien sidste år tog fart, og mange arbejdspladser i stor stil rykkede ud af virksomhederne og hjem i privatboligerne, læste jeg en overskrift på en artikel af Anne Skare Nielsen (futurist og foredragsholder), der lød sådan her: ”Fællessang fra altanen var de ekstrovertes sidste krampetrækning – nu kan det blive de introvertes tid”. Jeg kunne ikke læse hele artiklen, som var i Berlingske, men Anne havde skrevet et fint indlæg på LinkedIn, der beskrev en del af udfordringen ved at være introvert i en ekstrovert verden. Så med hjemmearbejde og en mindre hektisk hverdag i overhalingsbanen, og hvor vi måske også kunne blive mere fokuserede, mindre overfladiske, bruge mere tid på det, der virkelig batter i stedet for at fylde vores liv med drænende smalltalk, lange statusmøder, teambuilding, evig fremdrift, og hvad vi ellers kan komme i tanke om af tidens trends, så var det måske nu indgangen til de introvertes tid. Til de introvertest fest. Det udtryk faldt jeg pladask for, og jeg mindedes festen i denne sommerferie og blev genbekræftet i, at den faktisk lyder ret cool. Jeg kan godt den dag. Og som Anne også skrev: ”Alle ekstroverte er også velkomne. Og til de introvertes fester må du i øvrigt komme, når du har lyst, gå når du ikke gider mere, og du behøver ikke sige hej eller farvel.”

God fest – og god aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...