Historien om sommerhuset ved Vesterhavet

Sen eftermiddag i sommerhuset efter gennemblæsning ved havet tidligere.

Den skarpe læser vil måske have regnet ud fra de seneste to indlæg, at jeg sidder i et sommerhus ved det danske Vesterhav. Helt alene. Vi ejer ikke sommerhus ved Vesterhavet, og vi kender heller ikke nogen godt nok til at have lånt ét. Det er heller ikke sæson for almindelig ferie (okay, det er Kr. Flyvefart i overmorgen, men for de fleste er denne tirsdag en helt almindelig arbejdstirsdag), så hvorfor sidder jeg så her helt alene i et fremmed sommerhus med udsigt til en grå himmel, dystre klitter og ensomhed så langt øjet rækker?

Lidt ensomt, det indrømmer jeg – især fordi jeg begik fejlen at invitere manden min med herop fra lørdag til søndag. Det var vildt hyggeligt, tosomhed når det er bedst, uden børn, forpligtelser, hyperaktive killinger, og kun plads til at snakke, drømme, elske. Gå tur ved Vesterhavet, lave dejlig mad, drikke god (og rigelig vin) og bare blive mindet om, hvorfor vi er gode sammen. Så kan man næsten sige sig selv, at morgenen derpå giver mentale og fysiske tømmermænd, ondt i hovedet, fladhed og ensomhed, når man nu ved man ser ind i en hel uge – en hel uge – alene i det hyggelige, stråtækte, fantastisk beliggende, men meget tomme sommerhus.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg er her helt frivilligt. Det lyder også lidt arrogant at sige, jeg inviterede manden min med… men det gjorde jeg altså. På samme måde som denne blog er min tur i sommerhus en mulighed, en nødvendighed, for at give udtryk for og reagere på behov og ønsker. At lytte til mig selv (også selvom det er den mest spinkle hvisken) og gøre noget anderledes. Ikke bare gøre noget, for det er jeg ret god til (tror jeg nok), men gøre noget nyt, noget grænseoverskridende, noget angstprovokerende. Det er jeg virkelig dårlig til. Til gengæld er jeg meget ordentlig, meget pligtopfyldende, meget den pæne pige (i hvert fald det meste af tiden), meget hende, der gør hvad der forventes – og sjældent træder ved siden af. Ikke at jeg ikke kan være rapkæftet, direkte, sige min mening, også nogle gange så man slår sig på mig (har jeg fået fortalt), men jeg tror få vil forbinde ord som modig, impulsiv, fjollet med mig. Men mit nytårsforsæt (et begreb jeg ellers synes er ret opreklameret) er at være mere modig, så here I am!

Som min søde og dygtige coach (ja okay, sådan en har jeg faktisk for tiden) siger, så er formålet med ugen i sommerhus allerede opfyldt. For det handlede om at lytte til mig selv og handle på ”en fornemmelse”, ”en følelse” af noget udefinerbart, som tittede frem indeni og med små skvulp forsøgte at få min opmærksomhed. Og selvom det netop var udefinerbart, så handlede jeg alligevel på det. Det krævede godt nok coachen og otte øvrige skønne kvinder i min seje kvindenetværksgruppe at råbe mig op og insistere på, at jeg tog mig selv alvorligt. Men så gjorde jeg det også (her kommer det der med at være ret god til at handle ind i billedet), så uden at konsultere andre end mig selv og min samvittighed (som dog også plagede mig rigeligt for to, for ”kan man nu også virkelige det”) bookede jeg et lille sommerhus ved vestkysten, ryddede kalenderen en uge og meddelte både chefen og manden, at jeg holdt ferie i en uge. Ferie til chefen – lidt mere uddybende for manden, da det var vigtigt for mig at understrege, at det ikke var på grund af ham, at jeg flygtede ud i den barske danske natur med hugorme og harer som nærmeste naboer.

Det er altså ikke på grund af ham, jeg nu sidder her, kl. 17:03 (som er det magiske klokkeslæt for hvornår man må tage det første glas vin) alene i sommerhuset, og heller ikke på grund af vores børn, vores liv, mine forældre, min barndom, mit eksforhold… Nå, det er der jo nok ikke nogen, der tror på, men det er i hvert fald ikke isoleret nogle af ovenstående. Det er primært mit arbejdsliv, mit job, det jeg bruger de fleste af mine vågne timer på, en slags mid life/40-års-krise over, hvad pokker det egentlig er jeg bruger al min tid på, og hvad jeg skal bruge den på de næste 25-30 år (hvis vi antager jeg forlader arbejdsmarkedet omkring de 70, om hvilket tanken næsten alene er nok til at åbne en flaske vin mere). Hvad brænder jeg for, hvad er mit ”purpose”, hvilket aftryk sætter jeg på verden, hvad er egentlig formålet med det hele? Så ja, arbejdslivet er overskriften, men naturligvis spiller en mængde øvrige faktorer også ind.

Formålet med min tilstedeværelse lige her, lige nu er opfyldt (tak Simone)! Derudover pågår en ikke-uvæsentlig overflod af tankevirksomhed, svælgen i gamle noter og skriblerier, genbesøg af bucket listen, mange timer i stolen ved vinduet med gode bøger som er særligt udvalgt til ugen (Svend Brinkmanns nye ”Vi er det liv vi lever” (meget passende!), min yndlingskrimi for tiden Elly Griffiths serie om den britiske Ruth Galloway (der lever alene med sin kat og sin datter midt i marsken og opklarer krimisager sammen med den altid bryske Harry Nelson) samt Maren Uthaugs debutroman ”Og sådan blev det” (fordi hun bare skriver fantastisk om barske realiteter og fordi jeg gerne vil lære noget af hende). En fantasy-serie på Netflix er også på listen, gåture hver dag, vin og god (men nem) mad, samt en lille naiv drøm om en slags åbenbaring i løbet af ugen. Bare en lille én… please. Faktisk er der kommet en lille åbenbaring. I læser med på den nu. Tak til den/dem, der skal takkes her – ingen nævnt, ingen glemt. God aften!

1 Kommentar on “Historien om sommerhuset ved Vesterhavet

  1. Bravo her fra ganske enkelt Bravo! Du er eminent i din lille åbenbaring -tak fordi jeg har mødt dig <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...